Børn og Unge

Nyheder

  • OL i tirsdagstræning 22. september

    Tirsdagstræningen d. 22 september er erstatttet af OL – Hallen åbner kl. 18.30 (Helst ikke før da der er lidt opsætning og klargøring).Der bliver kage, socialsspil, lege og hygge med…

    Læs mere »

  • Opdateringer på websiden

    Der arbejdes med lidt opdateringer af hjemmesiden, og det kan give problemer eller uforudsete oplevelser – vi håber at I vil kontakte webmaster@vallensbaek-badminton.dk med information hvis I oplever noget ikke…

    Læs mere »

  • Tilmeldinger til træning

    Kære alle….. så er det muligt nu at tilmelde sig til tirsdags og torsdags træningerne. Velkommen til alle gamle som nye medlemmer 🙂

    Læs mere »

Børn og Unge

Klubben har en velfungerende ungdomsafdeling med over 100 medlemmer i alderen 4-18 år. Den enkelte spiller træner 1-2 gange om ugen i Idrætscentret eller i Pilehaveskolens idrætshal. Vi har dygtige trænere, der sørger for en varierende og alderssvarende træning.

Det skal være sjovt at spille badminton.

Vallensbæk Badminton Ungdom er en breddeklub – vi dyrker bredden i sporten fordi vores filosofi er, at for ungdomsspillere betyder det at have et socialt samvær mindst lige så meget som selve sporten. Det giver mulighed for kammeratskab med nye og langvarige venskabsbånd, som så også får de unge til at have lyst til at dyrke sport og være aktive. Derfor lægger vi i klubben stor vægt på at få sociale arrangementer stablet på benene, som f.eks. Forældre-barn spil, Træningslejr, Begynderturneringer, juleafslutningshygge, klubmesterskab med videre. Og der er plads til alle – uanset ambitionsniveau.

‌Det skal være sjovt, men…

vi forventer også af alle spillere, at de deltager engageret, dvs. møder op til træningen – omklædt med rigtige badmintonsko – medbringer badmintonketcher og i øvrigt følger trænernes anvisninger. Vi er en sportsklub, vi er her for at dyrke vores sport og vi forventer at alle vores ungdomsmedlemmer tager det seriøst, så længe de er medlemmer i klubben.
 
Hvis man ikke lige har lyst til at deltage i turneringskampe, så kan man sagtens bare komme til træningen og have det sjovt med ens klubkammerater. Dog er det når man deltager i turneringer, man rigtig får udviklet sit spil. Så hvis man har lyst, er det muligt at spille kampe mod spillere fra andre klubber.

Holdturnering – en perfekt kombination af socialt samvær og turneringskamp!

Badmintonverdenen byder på en ganske særlig disciplin – Holdturnering. Her finder en gruppe ungdomsspillere sammen, og deltager i en turnering for hold, hvor man både får mulighed for at spille Single- og Doublekampe. Det er både udviklende men samtidig også en rigtig god måde at lære sine klubkammerater endnu bedre at kende. Det kræver et vist forældreengagement, men indeholder en stor social og spillemæssig værdi for både barn og forældre.

Kom og prøv MiniTon!

MiniTon er forældre/barn-badminton, og træningen er en kombination af lege, motoriske øvelser og spil med ketcher og fjerbold. MiniTon i Vallensbæk Badminton Ungdom er for børn i aldersgruppen 5-8 år og deres forældre (og deres små søskende).

I en normal badmintontræning er det en forudsætning, at man kan slå bolden frem og tilbage til hinanden over nettet for at kunne få en god træning. Sådan er det ikke til MiniTon. Forældrene er med på banen, og vi bruger for eksempel balloner, ærteposer og Hula-Hop ringe for at gøre træningen sjov og udviklende.

Alle kan være med til MiniTon, og dit barn er sikret succesoplevelser samtidig med, at det udvikler sine motoriske evner.

Er du klar på at have kvalitetstid sammen med dit barn, få sved på panden og spille en masse badminton? Så kom til MiniTon hos os. Vi glæder os til at få dig og dit barn med på holdet!

DGI badminton promo©2018 Palle Peter Skov

Kontakt og Indmelding

Er du interesseret eller har du bare spørgsmål, så kontakt vores Ungdomsudvalg.

Læs mere om Indmeldelse til badminton her. Der kan være optaget på udvalgte hold, men tilmeld dig stadig og så sætter vi dig på ventelisten til en plads hurtigst muligt!

Er du interesseret i at få stemningsbilleder fra træning/turneringer, lidt hurtig info eller har brug for at kommunikere med ungdomsudvalget udover emails, så har vi en lukket Facebook-side: Vallensbæk Badminton Ungdom.

Ungdomsudvalget
Per, Helle og Lars

E-mail: ungdom@vallensbaek-badminton.dk

Træningstider for sæsonen 2026-27. Opstart i uge 34 (første gang mandag den 17. august)